Nekrolog. Sakim blev næsten 30 år.

Den 24. Juli 2006 Døde en hesteprofil, der vil blive stånde længe i danske distancerytteres erindring, på Stutteri Nippon hvor Sakim har været siden sit 19. år.

Tilredet som 3½års af ung pige hos Hesthandler i Hirtshals. Debuteret som springhest med hende som 4års i Brovst hvor jeg så ham. Min ven Anker Jensen i Rakkeby, tidl. Værlose Rideskole, der var på udkig efter en jagthest til mig, kontaktede mig at han havde fundt een, 4½års, kaldet Orkan, efter en fuldblods hingst 'March' fra Nippon. Jeg kører op for at hente ham, han er svær at læsse, skal nok fortælle mig hvem der bestemmer, derhjemme i folden er det det samme, han er svær at fange, men springe det kan han, bortset fra en grøft på den første jagt han er bange for ( smart, han skulle lige se om det var sikkert ), sidst på året på en Hubertusjagt, da opløbet startede, kiggede han bare efter de andre som om de var tossede, så jeg fandt navnet Orkan lidt malplaceret og fandt på et andet, 'SAKIM'. Her skal det siges at masser af dressurarbejde får styrket hans bagpart og dermed mærkbart giver ham mere selvtillid. På hans første terrainspringning sker det også, ved en grøft med bom før og efter, at han stopper op for at kigge og springer næsten stånde, til stor forskrækkelse for forhindr.dommere, men er nu stærk nok til at komme helt over. Han når over 300 fuldførte jagter inden han er 12, somme tider 2 om ugen over hele Danmark, i over 6 år i træk som den flittigste i Jydsk Jagtrideklub også med 2 hubertusjagter i Kbh.Dyrehave, på den ene helt under vandet i Magasindammen, træder på og knækker tøjlen så resten af jagten bliver fuldført med een tøjle og vand i støvlerne. Han når også at vinde et Distriktsmesterskab i Terrainspringning og sætter sin egen record over et 180cm højt ridebane-spring.

I 87 starter vi herhjemme med Distanceridning dog på Sjælland og med regler der foreskriver at en ny hest kun må gå 30km til godkendt for opklassning. Da Sakim var vant til at løbe 65km hver Søndag som mit transportmiddel når jeg var ude at undervise 2 steder, de første 30km hjemmefra på typisk een time, var jeg ikke til sinds at betale færge for at ride 30km. Jeg får så min egen (Gjern) Rideklub til at lave et stævne uden for Silkeborg, med længste klasse 60km, lige inden afholdelsen får klubben besked fra Forbundet at man syntes 60km er for langt med det resultat at stævnet, trods mange tilmeldinger, blev aflyst. Hans første mulighed bliver så da man Året efter (1988) afholder Danmarksmesterskab (80km) i Millitærområdet ved Oksbøl, her får han på dispensation lov at starte 50km, som han vandt.

Jeg er dog interreseret i at sammenligne mig med Dem der starter i DM klassen, så jeg planlægger at ride 30km etapen først og med tilbagekomst til basen hviletiden (1t) før min klasses start. Dette resulterede overraskende kun i en equivalent 3 placering, idet der blev redet hurtigere end jeg havde forestillet mig.

Min undervisning i Sporten, ( med en bagtanke om at importere sporten til Danmark) fik jeg i 1980 i GB af Ann Hyland, forfatter til bøger om sporten og initiativtager til sportens start i England, hvor jeg introducerede en af hendes Hingste til sporten ved et Stævne på Dartmoor. Her lærte jeg taktikken for at ride 160km og det foregår jo ikke helt så hurtigt som kortere distancer, man planlægger at ride hver (10-20km) del af turen med samme gennemsnitsfart.

Jeg havde for træning (mest for mig) udmålt distancer på ture hjemmefra så jeg kunne lære at vurdere farten og hestens kondition der blev målt ved at konstatere hvad pulen var faldet til, en halv time efter 'mål', i forhold til den målte startpuls ( dette jævnfør det i 80 gældende regelsæt i GB hvor dette og alle andre vurderinger blev omsat til points, hvorfor vinderen ikke nødvendigvis var den hurtigste men mere den med bedst kondition.

Nu var Sakim godkendt til 80km klasser og den første af slagsen var næste forår i bakkerne syd for Roskilde først i Marts 89.

Jeg påbegyndte træningen i Feb. godt een måned for, havde hørt at mest effektive træning for maratonløbere var hver anden dag og tænkte at det nok også var godt for en hest, så jeg lagde et program med en hurtig skovtur på ca. 1½time hver anden dag, indeholdende ca. 6-7 stejle klatrebakker ( kravle op af den stejleste side og ned af den mindst stejle vej ) en kunstig sø med god sandbund og hen mod slutningen 700m fuld gallop i blødt sand (flad skovvej), området var ved Silkeborg. Han havde jo en god grundkondition at bygge på og dette program gav bonus idet han præsterede at vinde 88km på 4 timer i ren ridetid og sidste etape på 12km med 27km/t i gns. ( Jeg kunne jo ikke lade en Svensk araber vinde i DK ). 30 min efter gallop over målstregen blev hans puls og resp. målt til mindre end han startede med ( Her skal indskydes at startpulsen var lidt hoj idet han gik i fold med is og sne om natten og nogen udtrykte forbavselse over at en hest med tyk vinterpels kunne klare dette uden at se våd ud. Han blev beskrevet i den lokale avis som 'Naturhesten der aldrig har været inde i en stald') Så nu var han igang, men en fejl begik jeg dog ved næste stævne idet jeg ville skåne ham, meldte jeg til i 50km på nedl. baneterrain v. Horsens, og måtte ride alt for stærkt for at indhente den første rytter lige for mål og kun stor terrainerfaring gjorde det muligt ved et skarpt drej i fuld fart at komme først. Jeg havde kunnet vinde 80km med et mere roligt tempo. Det jeg så som program for resten af et år var typisk en lille uges hvil, igang med skridtetur sidst på ugen, så en uge med alm. skovture ( stadig kun hver anden dag ) for genopbygning, trappende af til skridt i den sidste uge før det næste stævne ( dette gav plads til stævner med 3-4 ugers interval). Om vinteren Dressurarbejde for at rette skævheder op. (Kan hænde der er nogen der husker at have redet i rideskolen på 'Sorte'.) Han var god til at vise at han var glad for Jagter og Distance, han kunne selv styre sin stratigi og behøvede ikke megen hjælp fra sin rytter. Hvis jeg startede lastbilen kom han løbende for at se om han skulle med ud til nye oplevelser.

Jeg fandt at han i det første år nåde et dødpunkt ved 80-90km, året efter var dette rykket op til 110-120km og derefter fandt jeg ikke noget dødpunkt op til de 160km der er det længste han har gået på een dag.

Her er en liste over hans præstationer med lidt taktiske spidsfindigheder som krydderi.

88: første start, 50km.

89: Før omtalte 88km stævne med super kondition

En 33.plads på ELDRIC TROPHY, EU rangliste.

90: WEG i Stokholm i 40graders varme, på 16:27t, som næstbedste af alle nordiske deltagere, #32 af over 100 startende, kun 36 gennemførte. Her skal nævnes at han var ude for et uheld 3 uger inden, hvor han, skræmt af en lastbil, i fuld fart gled på asfalt og skar for og bag piber på h. side helt ind til knoglen, på et metal-autoværn. Han var faktisk halt dagen før indledende kontrol.

Vandt DM, 120km, 9:28t, 11min. efter en Svensker på en ARABER!

Vandt det første stævne i Kbh. der sluttede i gallop sammen med 'Kastor' på Gallopbanen.

En 9.plads på ELDRIC TROPHY, EU rangliste.

91: En 18.plads på ELDRIC TROPHY, EU rangliste.

92: En 7.plads på ELDRIC TROPHY, EU rangliste, detter er hans bedste placering der.

En 4.plads ved NM i Finland i vild gallop over mål for at komme før en svensk araber.

Vinder af DM 120km med 14,3km/t

94: Forsøg på at nå over 1000km på året, men 100km i Tyskland blev ikke godkendt i DK og 120 ved SM på Gotland, ikke godkendt ved slut kontrol. Her skal tilfojes at han som 12 årig blev ærklæret uegnet som ridehest på grund af kodeledsgigt, d.v.s. han kunne ikke bøje koden ret meget uden at blive halt, og her trådte han i et musehul 1 km før mål men jeg syntes ikke at han viste noget så jeg tog ham til kontrol hvor jeg nok burde have givet ham lidt mere tid i luntetrav (jog) på ruten der jo giver mindst bojning i kodeleddet, det gav normalt haltfihed efter et par km. ( en halv time senere var han haltfri ). Jeg husker specielt den mest chokerende oplevelse dette har givet mig var ved et Københavner-ridt hvor han 2 gange trådte skævt på en mudret sti, ned ad en bakke, det gjorde ham absolut trebenet men heldigvis kun for 5-8 skridt og han endte alligevel på en 2. plads. Dette problem kunne dog ikke få mig til at tage den glæde han fandt ved stævnerne fra ham.

En 2. plads ved DM.

WEG i Haag gennemført, i maal med det sidste dagslys, også her er kun en trediedel af de startende istand til at gennemføre.

Her viste han lidt på vej til sidste kontrol og jeg skridtede ind, han blev godkendt men på de 10min. pause stod han og blev stiv så han var meget halt da jeg red ud. Med kun kort til mål og konstaterende at skridt ikke hjalp, gik jeg over til en lansom trav (jog) halvejs til mål var han haltfri og kunne gallopere ind på stadion og over mål. En 23.plads på ELDRIC TROPHY, EU rangliste.

95: Første Danske i mål ved NM dermed sikrede det for første gang Danmark holdguld.

Ved DM blev Sakim slået af Sonja's Araber med et mulehår på målstregen efter en vild gallop.

EM i frankrig med den højeste fart nogensinde i sit liv (13km/t) og for første gang i sit liv uden at halte under vejs (overbøjet kodeled), trods så hård bund at han sled to sæt såler op på dagen. Denne healing af gigten må jeg tilskrive 4 års brug af spormineraltilskud og Sleipnersko (plastsåler). En test af hans ledvædske viste at den igen var normal og smørende.

96: NM i Finland. Mühle Tange,3. Plads, 80km, i Tyskland

97: 105km før Sakim gik på pension som Rideskolehest på Nippon, under Dyrlæge Line Skadelunds opsyn. Han har nu samlet 4334 km godkendte ridt med  et årsmaximum på 846km. Det varer mange år før en anden hest slår disse tal, og til dato er der kun een hest i Danmark der har gået flere godkendte km. (100 Tyske Km ikke på den Danske liste.)

06: Det sidste billede af Sakim: En glad 29 årig redet af sin nuværende ejer, Line Skadelund, ud til og hjem fra skovtur sammen med Kastor, en anden veteran.

....

Ære være dit minde.

Paul Pedersen

Her kommer Lines ord om hans otium.

In memoriam - Sakim 1977 - 2006

Den 24/7 - 2006 gik en af distancesportens gamle kæmper bort. Sakkemand, som vi kaldte ham, blev i sit 29. år først let forfangen og derefter var det som om den gamle krop ikke rigtig kunne mere, han magrede af, fik feber og til sidst måtte vi, trods intensiv behandling, give op og lade ham få fred.

Jeg mødte Sakim i begyndelsen af 1990'erne til et stort stævne, jeg husker ikke hvor det var, men jeg husker at jeg fra første øjekast var "tiltrukket" af ham - han var så anderledes. Grov af bygning, ikke særlig pæn profil og et skrækkeligt kryds, men med en særlig udstråling af ro og livserfaring over sig. På det tidspunkt var Sakim ejet af Poul Petersen, som havde erhvervet ham igennem en hestehandler han kendte. Poul købte Sakim da han var 4 år gammel.
Poul var på det tidspunkt ansat på en rideskole i Nordjylland, hvor Sakim de første år gik med i rideskolen og desuden gik jagter med sin ejer. Sakim havde over 300 fuldførte jagter bag sig.
Poul fattede på et tidspunkt interesse for distancesporten og kastede sig og Sakim ud i træningen til denne krævende disciplin. Sakim havde som udgangspunkt hverken udseende eller afstamning til at kunne begå sig i denne sport, men det vidste han ikke selv og Poul troede på ham og deres resultater gennem årene og deltagelse i DM, NM, EM og VM viser at selv en lidt atypisk hest også kan være med til de store konkurrencer, hvis den har det rigtige konkurrencehoved, får den rigtige træning og har en god rytter.
Der er så mange faktorer der skal gå op i en højere enhed for at få en god og holdbar distancehest.
Poul havde en ganske særlig måde at passe og omgås sin hest på. En måde som vi andre nogle gange godt kunne studse lidt over. F. eks. Husker jeg den transport som Sakim i mange år rejste rundt i. Det var en lille lastbil, hvor Sakims plads var forrest i bilen og resten af kabinen var fyldt op med kasser, redskaber, sække, Pouls hængekøje, tøj sadler osv, osv. Jeg husker stadig den nat på Oslo færgen, hvor jeg som den eneste havde fået lov til at tilse hestene nede i lasten og var nødt til først at kravle over bagklappen og derefter forcere alle de førnævnte ting og sager for at sikre mig at Sakim var OK.
Poul havde ikke altid helt så meget foder med til stævnerne som vi ser rytterne have i dag. Dette betød at Sakim blev en sand mester i at klare sig selv. Når Poul i vet. Gate var færdig hos dyrlægerne så slap han Sakim, som derefter begav sig på en runde til de andres hvileområder, hvor han spiste hø og foder, som var efterladt. Han gik lige så stille rundt og forsynede sig, nogle gange ubemærket og andre gange til stor irritation for de andre deltagere. Når pausen var slut fandt Poul sin hest igen og red videre.
Selv om Poul ikke brugte så meget tid på at strigle og nusse med sin hest var der ingen tvivl om, at der var et særligt bånd imellem dem. De vidste hvor de havde hinanden og stolede på hinanden. Selv i de sidste år, hvor Poul besøgte Sakim behøvede han bare at fløjte et særligt lille fløjt, så kom Sakim løbende. Far kaldte!
Sakim havde en ganske særlig evne til at hvile sig og samle kræfter til næste opgave. Jeg husker et stort stævne i Norge, hvor Poul, som den sidste på holdet, skulle videre på næste etape og da tiden var inde kunne vi ikke finde Sakim! Vi ledte og ledte og pludselig fik vi øje på ham oppe på bjergskråningen, hvor han lå på et lille fremspring og kiggede ned på os. Han var ikke træt af legen, men havde et behov for at være lidt i fred for os inden han skulle af sted igen.
En anden gang lagde han sig, efter veludført dåd og godkendelse, ned tæt på målstregen i Bernstorffparken og iagttog de andre ekvipager efterhånden som de kom i mål.
I disse konkurrence år blev min sympati for Sakim større og større og jeg sagde til Poul, at han måtte sørge for at give sådan en fighter et godt otium når den tid kom. Det må han have taget til sig for i starten af 1997 ringede han til mig og sagde: " Sakim bliver slagtet på onsdag med mindre vi kan finde en anden løsning." Jeg vidste egentlig ikke rigtig hvad jeg kunne gøre, men sagde vist bare: " Kom med ham". Sakim ankom få dage efter til stutteriet Nippon i Fredensborg, hvor jeg bor og har mine heste opstaldet.
På det tidspunkt var der en mindre rideskole på stedet og aftalen blev at Sakim skulle gå med der og tjene til sit ophold på den måde. Det gik nogenlunde i et par år, men Sakim havde en ganske særlig måde at sortere sine ryttere på. Dem han ikke kunne li' smed han ganske enkelt af med fynd og klem. Dem han godt kunne li' bar han ligeså forsigtigt rundt på banen og i skoven og sørgede for at de fik gode oplevelser. Efterhånden var dem han kunne li' i mindretal og berideren ønskede ikke at bruge ham mere og der stod jeg så med en ældre hest, der godt nok var rask og særdeles frisk men som jeg ikke rigtig havde brug for, da jeg havde 2 andre i forvejen. Jeg overvejede et par dage og blev så enig med mig selv om at give Sakkemand det otium, som han fortjente.
Han fik en udeboks mellem mine 2 hopper, Rambodækkener blev indkøbt (han havde aldrig ejet et dækken før), han fik grime med messingnavneskilt og gik på fold med sine 2 damer, som han omhyggeligt passede på lige til det sidste. Han gik i skoven med udvalgte nænsomme ryttere 1-2 gange om ugen lige til ½ år før sin død.
Jeg husker stadig hans udtryk når han stod der mellem sine damer med dækken på. Det var som om han ikke rigtig troede at det kunne være sandt at livet kunne være så let.
Da Sakim havde været på Nippon i et års tid sagde Gitte, som ejer stutteriet, at hun syntes at der var noget bekendt ved ham og da vi forskede i hans baggrund vist det sig til alles overraskelse, at Sakims far March XX var blevet født på stutteriet mange år forinden. March var importeret i mors liv fra England. Mor hed Woolen XX og var kæmpestor. March var også megt stor og grov og havde absolut intet talent for at løbe væddeløb så an blev solgt til et araberstutteri, hvor han skulle indgå i avlen, men de føl der kom ud af det havde små tynde ben og store grimme hoveder, så han blev solgt videre til Nordjylland for at indgå i Oldenborg avlen og det kom der så bl. a. Sakim ud af.
Ringen var på en måde sluttet ved at han endte sine dage der, hvor hans far blev født.
Da vi havde aflivet Sakim stille og fredeligt i vores lille ridehus lukkede vi porten og jeg kørte ud til et par patienter. Da jeg kom tilbage og gik ind for at få en sidste lille stille stund med ham havde rytterne én for én været inde og lægge en blomst ved hans hoved, så det var et smukt og fredfyldt syn der mødte mig.
Vi holdt alle så meget af ham og respekterede ham for hans utrolige udholdenhed og klogskab. Jeg selv er så taknemmelig for at jeg var den der fik lov at passe godt på ham de sidste år af hans liv.
Æret være dit minde gamle Sakkemand

Dyrlæge, Line Skadelund.